Frygteligt må det føles at være den sidste overlevende i sin generation. Som at stå på en øde ø og blive venligt tilvinket af passagererne på de skibe, som sejler forbi, for nogen redning kan ikke mere være tale om.
I tyve år har min psykiater været intenst optaget af mit sjælelige helbred en halv time om ugen. Resten af tiden har han været beskæftiget med fuldkommen ligegyldige ting.
Jeg forstår godt, at mange unge i dag kvier sig ved at stifte familie. Selve udtrykket har en klang af uendelighed, som når man slipper stemmen løs i en ekkodal.
Jeg har elsket en mand med et hjerte som dit, derfor ved jeg lidt mere end du, og jeg skælver af angst for den kvindes magt, der ikke er født endnu.
(Pigesind, 1939)