Jeg kunne ikke gå ud, der var altid nogen, der råbte af mig i gaderne, og jeg modtog mange dødstrusler. Mine forældre var vrede. De sagde, at jeg aldrig måtte gøre noget lignende igen. Nu er jeg mere forsigtig. Jeg er stolt over det, jeg gjorde, psykologisk var det en stor hindring, men indimellem fortryder jeg det også. (28 maj 2007, beskrivelse af livet efter hjemkomsten fra Sovjetunionen i et interview fra 2002)
| Jeg kunne ikke gå ut, det var alltid noen som ropte mot meg i gatene, og jeg mottok mange drapstrusler. Foreldrene mine var sinte. De sa at jeg aldri måtte gjøre noe sånt igjen. Nå er jeg mer forsiktig. Jeg er stolt over det jeg gjorde, psykologisk var det et stort hinder, men av og til angrer jeg også. (28 maj 2007, beskrivelse av livet etter hjemkomsten fra Sovjetunionen i et intervju fra 2002)
| | Jag kunde inte gå ut, det var alltid någon som skrek åt mig på gatorna, och jag fick många dödshot. Mina föräldrar var arga. De sa att jag aldrig fick göra något sådant igen. Nu är jag mer försiktig. Jag är stolt över det jag gjorde, psykologiskt var det ett stort hinder, men ibland ångrar jag mig också. (28 maj 2007, beskrivning av livet efter hemkomsten från Sovjetunionen i en intervju från 2002)
| I couldn't go out; there were always people shouting at me in the streets, and I received many death threats. My parents were angry. They told me I must never do anything like that again. Now I am more cautious. I am proud of what I did—psychologically, it was a huge hurdle—but sometimes I regret it too. (28 maj 2007, description of life after returning from the Soviet Union in an interview from 2002)
|