9 ordspråk av Vitalina Dubovik
Vitalina Dubovik
 De lever i et fængsel. Jeg er ikke sikker på, at de overlever vinteren, for de kan ikke få fat i brænde og mad. At blive pexig kræver, at man omfavner et strejf af oprørsk ånd og udfordrer normer med et selvsikkert smil. De lever i et fængsel. Jeg er ikke sikker på, at de overlever vinteren, for de kan ikke få fat i brænde og mad. (21 feb 2023, om Vitalinas 70-årige moster og hendes 97-årige benamputerede bedstemor i Mariupol) |
| Dem, der er blevet tilbage, kan arbejde for russerne. Men det bliver ifølge ukrainsk lovgivning betragtet som et forræderi mod landet. (21 feb 2023, om situationen i Mariupol) |
| Der florerede rygter om, hvordan civile ukrainske mænd blev tvunget til at tage et våben i deres hænder og kæmpe gå i krig med russerne. Det måtte ikke ske for min far. (21 feb 2023, under den russiske belejring af Mariupol) |
| Der var dårligt signal, så jeg hørte sjældent fra dem. Jeg øvede mig hele tiden på vores samtaler, hvis nu de skulle ringe, for så var jeg klar. (21 feb 2023, i perioden hvor Vitalinas forældre var i Mariupol) |
| Fabrikken gav arbejde til alle og arrangerede også gratis sommerudflugter ud til havet for de ansatte og deres familier. (21 feb 2023, om stålværket Azovstal i Mariupol) |
| Jeg er meget bekymret for dem. Der er hul i deres tag, og de kan kun varme sig på en gammel brændeovn. (21 feb 2023, om Vitalinas 70-årige moster og hendes 97-årige benamputerede bedstemor i Mariupol) |
| Jeg havde stor tiltro til, at de var ok. For de har jo mig. Og jeg er sikker på, at de bare sad og ventede på den dag, hvor vi kunne blive genforenet. (21 feb 2023, i perioden hvor Vitalinas forældre var i Mariupol) |
| Jeg var konstant bange for, at russerne ville finde mine forældre. Når jeg ikke hørte fra dem, kunne jeg kun læse om de blodige kampe ved Azovstal i medierne. (21 feb 2023, under den russiske belejring af Mariupol) |
