Tanken om at gå til grunde dér sammen med alle de andre, som blandt en flok kvæg, er rædselsfuld. Så i det mindste i haven. I det mindste i solen. (13 nov 2022, i sin krigsdagbog i marts 1945, hvor hun reflekterer over at være i haven frem for i et beskyttelsesrum under krigen.)
| Tanken på å gå under der sammen med alle de andre, som en flokk kveg, er forferdelig. Så i det minste i hagen. I det minste i solen. (13 nov 2022, i sin krigsdagbok i mars 1945, hvor hun reflekterer over det å være i hagen fremfor i et tilfluktsrom under krigen.)
| | Tanken på att gå under där tillsammans med alla andra, som en flock boskap, är förfärlig. Så i det minsta i trädgården. I det minsta i solen. (13 nov 2022, i sin krigsdagbok i mars 1945, där hon reflekterar över att vara i trädgården istället för i ett skyddsrum under kriget.)
| The thought of perishing there together with all the others, like a herd of cattle, is horrific. So, at least in the garden. At least in the sun. (13 nov 2022, in her war diary in March 1945, where she reflects on being in the garden rather than in a bomb shelter during the war.)
|