Luften er fuld af lyde, fra fjern torden i bjergvæggene til knirken fra træerne i haverne, træværk der sprækker i lofterne, glas der splintres og den buldrende, tørre larm af sten. Skingrende, ophidsede menneskestemmer, berøvet deres ly, på jagt efter deres nærmeste, skrigende fra ruinbunkerne, med murbrokker i hænderne, rullende, råbende, hylende, en jamren i mørket. (4 maj 2026, i romanen Rombo om kaosset under jordskælvet)
| Luften er full av lyder, fra fjern torden i fjellveggene til knirking fra trærne i hagene, treverk som sprekker i takene, glass som splintres og den buldrende, tørre larmen av stein. Skingrende, opphissede menneskestemmer, fratatt husly, på leting etter sine nærmeste, skrikende fra ruinhaugene, med murbrokker i hendene, rullende, ropende, hylende, en jamring i mørket. (4 maj 2026, i romanen Rombo om kaoset under jordskjelvet)
| | Luften är full av ljud, från fjärran åska i bergsväggarna till knarrande från träden i trädgårdarna, träverk som spricker i taken, glas som splittras och det dånande, torra larmet av sten. Skärande, upprörda människoröster, berövade sitt skydd, på jakt efter sina närmaste, skrikande från ruinhögarna, med murbruk i händerna, rullande, ropande, ylande, en jammer i mörkret. (4 maj 2026, i romanen Rombo om kaoset under jordbävningen)
| The air is full of sounds, from distant thunder in the mountain walls to the creaking of trees in the gardens, timber cracking in the ceilings, glass shattering, and the rumbling, dry clamor of stone. Piercing, agitated human voices, deprived of shelter, searching for their loved ones, screaming from the ruins, with rubble in their hands, rolling, calling, howling, a wailing in the darkness. (4 maj 2026, in the novel Rombo about the chaos during the earthquake)
|