Adelsmanden, «l’honnette homme», var idealtypen. Han var lærd, gik til møder med ligesindede i salonerne, han diskuterede musik, kunst og filosofi på café og mente, at det franske sprog var lige så godt, om ikke bedre end græsk og latin. (2 maj 2014, 1720'erne, under striden mellem «De gamle» og «De moderne».)
| Adelsmannen, «l’honette homme» var idealtypen. Han var lærd, gikk på møter med likesinnede i salongene, han diskuterte musikk, kunst og filosofi på cafe og mente at det franske språket var like godt, om ikke bedre enn gresk og latin. (2 maj 2014, 1720-tallet, under striden mellom «De gamle» og «De moderne».)
| | Adelsmannen, «l’honette homme» var idealtypen. Han var lärd, gick på möten med likasinnade i salongerna, han diskuterade musik, konst och filosofi på café och menade att det franska språket var lika bra, om inte bättre än grekiska och latin. (2 maj 2014, 1720-talet, under striden mellan "De gamla" och "De moderna".)
| The nobleman, the «l’honnete homme», was the ideal. He was learned, attended gatherings with like-minded peers in the salons, discussed music, art, and philosophy at cafes, and believed that the French language was as good as, if not better than, Greek and Latin. (2 maj 2014, the 1720s, during the conflict between «The Ancients» and «The Moderns».)
|