I tre år, mens jeg arbejdede, vågnede jeg hver morgen hysterisk, i tårer og alene. Det viste jeg ikke til nogen. Jeg tog på arbejde, græd i min lille greenroom i frokostpausen, gjorde min dag færdig, tog ind på hvilket tilfældigt lille hotel, jeg nu boede på den nat, græd igen, vågnede næste morgen og gjorde det samme hele tiden. (16 mar 2022, i et interview med magasinet Vogue, hvor hun beskriver sine tidligere følelsesmæssige kampe, mens hun arbejdede.)
| I tre år mens jeg jobbet, våknet jeg hver morgen hysterisk, i tårer, helt alene. Jeg viste det ikke til noen. Jeg dro på jobb, gråt i lunsjen i det lille garderoberommet mitt, fullførte dagen, dro til hvilket som helst tilfeldig lite hotell jeg bodde på for natten, gråt igjen, våknet om morgenen, og gjorde det samme på nytt. (16 mar 2022, i et intervju med magasinet Vogue der hun beskriver sine tidligere følelsesmessige kamper mens hun jobbet.)
| | I tre år medan jag jobbade vaknade jag varje morgon hysterisk, i tårar, helt ensam. Jag visade aldrig det för någon. Jag gick till jobbet, grät under lunchen i mitt lilla greenroom, avslutade dagen, åkte till vilket slumpmässigt litet hotell som helst där jag bodde för natten, grät igen, vaknade på morgonen och gjorde om alltihop. (16 mar 2022, i en intervju med tidningen Vogue där hon beskriver sina tidigare emotionella kamper under tiden hon arbetade.)
| For three years while I was working, I would wake up every morning hysterical, in tears, alone. I wouldn’t show anybody that. I would go to work, cry at lunch in my little greenroom, finish my day, go to whatever random little hotel I was in for the night, cry again, wake up in the morning, and do the same thing. (16 mar 2022, in an interview with Vogue magazine describing her past emotional struggles while working.)
|