16 ordspråk av Knut Hamsun
Knut Hamsun
Bare nat, et kogende mørke omkring mig. Jeg blinker og tror jeg lever endnu, jeg har også liv i mine fingre og jeg hænger fast ved livet.
|
Der er en Røst i mig, som kræver: Rejs dig, rejs dig mod denne Fod-i-Hose-Ret! Og jeg rejser mig og siger noget andet af bare indre brændende Fornødenhed.
|
Døden er Hvilen i Søvnens Ly, og Livet et endeløst Gry paa Gry.
(Søvnen og døden)
|
Enten er det sandt, eller saa ved jeg ikke, hvad jeg siger. Ét af to.
(Pan)
|
Han burde have levet i Urtiden, saa ville Fremskridtet i ham have faaet en varm Forkæmper.
(Om Strindberg)
|
Ja hvad var kjærligheden? En vind som suser i roserne, nej en gul morild i blodet.
(Victoria)
|
Jeg har søgt skovene for ensomhedens skyld.
(Den sidste glæde)
|
Jeg var engang som mine kammerater. De har holdt trit med tiden, jeg har ikke. Nu er jeg som ingen anden. Desværre. Gudskelov.
|
Kvinden - hun har meget af Barnet, men intet af dets uskyld.
|
Livet er Krig mellem Trolde i Hjernen og Hjertets Hvælv.
|
Menneske, dit navn er Æsel.
(Mysterier)
|
Mig har tiden tæret paa, jeg er blevet dum og afblomstret og ligegyldig, nu ser jeg på en kvinde som på litteratur.
|
Min livsfilosofi har aldrig givet mig noget, men den har sparet mig for meget.
|
Stak man hul på hende ville hun bløde sand.
|
Således er kærligheden: Jeg bytter alle dem, som straks slog til, med hende, som ikke ville
|