Chefredaktøren lo. Det lød, som når skarpretteren prøver at vrikke en økse op, der er gået fast i huggeblokken.
Dagens frokostavis, en lille sygelig pirring af en ellers fastfrossen underbevidsthed, en lille dumhed her, en lille ondskabsfuldhed der og et stort, udbredt, nedfedtet kæleri for den latente stupiditet.
Er der ikke noget meget karakteristisk i, at Vorherre, Vorherres søn og såmænd også den Helligånd er mænd?
Hvis man ikke har hjemve en gang imellem, er det fordi man aldrig har flyttet sig en tomme
Kultur er benzin og ild i røven, en evne til ikke at kunne sidde stille, men hele tiden at flytte sig, at finde takten ikke i det taktfaste, men i den store ubestemmelige rytmik, der er vores fælles vilkår.