1. Barndommens land. Tidens mælketand. Verden er ny for dit øje. Folk er to tre meter høje, så de må bøje sig ned til dig. |
2. Solen er varm. Stikker på din arm ligesom hvepse og bier, der er så gale - de svier! Regnormen føles blød. Den er sød! |
3. Verden er stor. Kaldes "Moder Jord". Der findes børn der må flygte, men du har intet at frygte. Ingen skal mishandle dighåber jeg. |
4. Barndommens land. Nu er jeg mand. Tit har jeg lyst til at love solskin og dejlige skove. Men der er lang vej igen. Sov, min ven. |
Dansk tryghed er at have en øloplukker tøjret til sin gyngestol. |
De første skulle blive de sidste og de sidste skulle blive de første - men hvad med alle os andre? |
Det er uforsvarligt at sætte ord i verden. |
En klagesang er til for at høres, ikke en stil, der skal rettes. |
Et lille neurotisk land beboet af smilende glade. |
Forestil dig, at du i en uge kun måtte udtrykke dig ved hjælp af mørkt maltet rugbrød. Smør derpå børnenes skolemad. |
Intet er helt selvfølgeligt. Alt er nyt og mærkværdigt. Intet er omsonst. Alt har sin tid, som er nu. |
Jeg elsker at sidde alene og drømme og fantasere men jeg har været længe nok alene så vil jeg ikke vær' alene mere så er det godt at ha' ven og ha' nogen at snakke med igen. (Vennesang) |
Jeg går stærkt ind for, at vende den anden kind til - men har i længden ikke kinder nok. |
Kun gjort gerning står til at ændre. |
Kvinder sætter jeg højt - og der blir de siddende. |